Bag om projektet

- artikel om projektet, processen og drømmen fra programmet ved forestillingerne

Det føles nu som uendelig lang tid siden, jeg gik rundt med en skør drøm og (uden en egentlig tanke om rent faktisk at kunne realisere noget som helst) spurgte på må og få om mine venner mon også interesserede sig for teater og musik. Det skulle snart vise sig, at de ikke alene delte min interesse og drøm, de var også fyr og flamme på, at det da i hvert fald nok skulle kunne lade sig gøre. Så dér stod vi, 18 unge fyldt med kreative idéer, klar til at føre dem ud i livet. Idéer om at vi, helt selv – hvilket jo er store ord, når man er folkeskoleelev og vant til at gøre som der bliver sagt (eller lade være) og ikke kunne drømme om at gøre noget uden at blive beordret til det, for slet ikke at tale om at gøre det helt selv – skulle opføre musicals, og hvad vi nu ellers kunne finde på, fuldstændig på vores egne præmisser og uden nogen form for indblanding eller styring fra en højere magt.

De fleste, vi fortalte om vores projekt, lo godmodigt og sagde ”ja, lad os nu se, hvor langt I kommer. Det er dejligt, at I har visioner, men se det i øjnene – det bliver aldrig til noget.”
Men vi ville vise dem. Vi gav os i kast med opgaven med løftet pande, og jeg må indrømme, at det overraskede mig, hvad der pludselig kom frem i folk i løbet af de efterhånden alt for korte måneder. Jeg blev mødt af et engagement uden lige, og nogle visioner og talenter der kun voksede med opgaven. Vi fik altså teorien bekræftet. Teorien der egentlig er grundlaget – ud over kærligheden ved kunsten selvfølgelig – for vores projekt. Tankegangen om, at vi kan selv. At indflydelse kombineret med interesse giver det engagement og talent der skal til for, at noget som dette her kan lykkes. Og det kan det jo. Det har været en både hård, sjov, lærerig, krævende, social og frem for alt kunstnerisk proces, som nu resulterer i en musical, vores musical.
Men selvom det er vores musical, vores helt egen, har vi besluttet at pengene, vi tjener på den, ikke skal gå i vores helt egne lommer. Dette er nemlig ikke et profitforetagende - vi laver teater og musik fordi vi elsker det og ikke fordi vi vil tjene penge på det. Derfor går halvdelen af vores overskud til Dansk Flygtningehjælp (der er nemlig alt for mange der, ligesom Long John Silver, lever i forfærdelige forhold som flygtninge, og dem vil vi gerne vil hjælpe – men bare rolig, vi giver INGEN penge til Long John Silver).

Vi er De Vilde Svaler – et navn, der efter adskillige og også lidt heftige diskussioner, afstemninger og gode forslag, blev betegnelsen for os og alt hvad vi laver. Vi er De Vilde Svaler – uden bur og begrænsninger for kreativiteten, men alligevel heller ikke svaner. Vi er ikke professionelle, vi er ikke Eventyrteatret. Vi er De Vilde Svaler, og vi præsenterer Sebastians Skatteøen.
Skatteøen er måske den mest opførte musical i Danmark, og det er selvfølgelig fordi, det er den bedste. Verdens bedste sørøverroman pyntet med nogle helt fantastiske sange og skønne karakterer i en naturtro skildring af Det Gamle England. Og gemt bag eventyret, hvilket også har øget min kærlighed til historien, fremlægger Skatteøen også nogle meget velkendte og nutidige temaer, såsom klasseskel, nationalisme og samfundsulighed. Derudover er den også en beretning om fattigdom der fører til vold, kriminalitet og pirateri, samt vrangforestillingen om at disse problemer løses, hvis alle piraterne blot bliver stoppet på hårdeste facon (i dette tilfælde hængt) – og dét med det samme.
Skatteøen er klassikeren over dem alle, og jeg vil vove at pippe om, at næste stykke måske bliver lidt mere alternativt og hjemmelavet (for selvfølgelig bliver der et næste stykke - som I da i hvert skal komme og se!)
Nu starter vi ud med en klassiker, der har det hele, og selvom vi ganske vist er næsten udelukkende kvindelige skuespillere til næsten udelukkende mandlige roller, er dette (hvis vi selv må have lov at sige det) Skatteøen, som den skal være.

Minna Højholt