Tankerne bag "Navnløse"

De Vilde Svaler åbner endnu engang dørene til et nytænkende og spændende teaterstykke om et af hverdagens mindre diskuterede emner; identitet. Stykket overvejer om vi danner vores selvopfattelse ud fra hvem, vi selv gerne vil være, eller ud fra hvem andre gerne vil have, vi er - og om begge faktorer måske spiller en lige stor rolle?
”Navnløse” omhandler menneskets tendens til at definere hinanden og danne arketyper, både bevidst og ubevidst. I stykket bliver udtryk som ”at sætte hinanden i kasser” og ”bære maske” taget bogstaveligt, og publikum bliver introduceret til 8 forskellige personer hvis navne er den rolle de spiller: Egoisten, Løgneren, Morderen, Offeret og så videre. Karaktererne er alle blevet dømt til at være en bestemt type – blevet sat ind i en kasse. Men kan man fx gøre nogen til morder kun ved at sige, at vedkommende er det?
I stykket ”Navnløse” får publikum ikke lov til at læne sig tilbage og se passivt til. I stedet bliver de tvunget til at gå rundt i den lille by, hvor de ser alt fra overfald i dunkle gyder til propagandafilm for og imod kasser samt finder ud af, hvor stor betydning et lille ord kan få.

Udtryk og virkemidler

Med identitet som det gennemgående tema, udspiller ”Navnløse” sig i rummene bag scenen, forvandlet til en navnløs by fyldt med navnløse mennesker. Her er alle begreberne omkring identitet konkretiserede – byens indbyggere bliver dømt, sat i bås, bærer maske, og overalt er der fyldt med spejle, dukker, stempler, bokse og så videre. Den ukronologiske fortælling om alt det, der foregår i byens dunkle gyder, bliver fortalt gennem vidt forskellige kreative indtryk såsom mystiske monologer, dans i lyset af stjernekastere, stomp og selvskrevet a capella korsang, dramatiske dialoger og overraskende musikalske kombinationer i form af cello, cajon og ukulele.
Stykket starter på laboratoriescenen Bastarden, hvorefter vi leder publikum backstage og rundt i alle de dunkle baglokaler, der er blevet udsmykket med skilte, skraldespande, plakater og hvad der ellers normalt er i en by, foruden malerier, avisudklip, damebladstests og andre tankevækkende ophæng omkring emnet identitet. Der sker altid et eller andet i byens gader – mennesker bliver formet, farvet, stemplet, går til psykiater, får manicure og på posthuset. Kasser bliver både bygget og smadret, masker bliver både malet og brændt.

Baggrund og idé

Med stykket ”Navnløse” vil vi udforske og udfordre de mange forskellige måder, mennesker definerer sig selv og hinanden på, samt den magt en sådan definition kan have over et menneske. Engang blev man defineret ud fra sit arbejde, sin sociale klasse eller sit efternavn. Nu kan vi være, hvem vi vil. Ikke? Vi kan skifte navn, skifte udseende, sågar skifte køn. Men betyder det, at vi har forkastet rammerne omkring os selv og hinanden, eller at vi bare har fundet en ny måde at sætte hinanden i bås på? Og hvad er bedst? Det er ikke noget, man normalt går rundt og spørger hinanden om. Det er utrolig vigtigt for os at vide hvem vi er, men hvordan og hvem og hvorfor er ikke noget, man ofte tænker over.
Vi opbygger vores identitet ved hele tiden af definere os selv – og andre. Men er det okay? Er det uretfærdigt at dømme andre for selv at kunne definere sig som det modsatte? Eller er det bare nødvendigt? Er det det bedste alternativ til kaos og eksistentielle kriser? Systemet består af individer, men hvilke individer skal der tages mest hensyn til – dem der passer ind eller dem der ikke gør? Ved man overhovedet hvad der er bedst for en, hvis man har været lukket inde i en kasse hele sit liv?
”Navnløse” giver intet svar på, om hvad der er bedst: kasser eller ingen kasser, masker eller ingen masker. Emnet identitet bliver belyst fra alle vinkler, så publikum får lov til selv at filosofere og ikke bare får en holdning mast ned over hovedet. Vi vil ikke fortælle vores publikum, hvem de er, eller hvordan de skal kende sig selv og hinanden. Vi vil belyse kompleksiteten ved begrebet identitet og sætte fokus på hvordan mennesker kan gøre sig selv og hinanden til typer – ved at gøre os selv og hinanden til typer. 

Oplevelsen

Publikum får selv maske på og bliver ledt gennem byen som en slags turister. Den normale distance mellem skuespiller og tilskuer bliver brudt ved direkte konfrontation. Vi bruger dem som både statister og rekvisitter, så publikum og skuespillere interagerer og i fællesskab skaber teaterstykket og alle de tanker, vi håber stykket vil sætte i gang.
Vi vil gerne berøre vores publikum. Ved at lege med grænserne og udforske mulighederne for intim- og inddragende teater prøver vi at skabe et rum, hvor publikum er lige så vigtig en del af historien som skuespillerne. Vi synes, det er ærgerligt at teater altid bliver associeret med noget hvor man sidder ned og ser nogle fremmede mennesker spille en rolle - af mange unge måske ligefrem noget kedeligt og uvedkommende. Vi ønsker at publikum skal blive optaget af historien. At de skal blive revet med – føle med vores karakterer – mene noget om de holdninger de repræsenterer. Vi ønsker at publikum skal finde teater ligeså fantastisk som vi gør.