Historien bag "De Andre"

Handling

I et tidløst og udefineret univers følger vi ti soldater i krig mod en fjende, der kun er kendt som ”de andre”. ”De andre” er de onde, og de skal alle dø - det er indstillingen for de fleste af soldaterne, og også den tankegang, der gør drab og kamp mindre ubærligt for dem. Men efterhånden som døden kommer dem tættere ind på livet, sættes der nye tanker i gang om, hvem den egentlige fjende er.
Den smerte og rådvildhed, krigen har påført soldaterne, bringes til overfladen og de trækkes længere og længere væk fra hinanden, samt længere og længere hen mod desperationens og vanviddets afgrund, indtil deres vidt forskellige holdninger får dem så langt ud, at de til sidst er hinandens fjender.

Temaer, tanker og virkemidler

Dystre emner som ondskab og død er en kendt del af vores virkelighed, men ligger altid kun lige under overfladen. Verden er fuld af krig, vold, terror og kriminalitet, og det er ofte svært, for ikke at sige umuligt, at finde forståelse for - og endnu sværere at identificere sig med.

Det er her, man blander ondskab ind i billedet. Men hvad er ondskab egentlig – og findes den? Kan krig retfærdiggøres? Kan drab undskyldes?
Døden er den mest kendte del af vores liv. Det mest sikre. Alligevel er det noget af det mest uvisse, og nogle gange det mest skræmmende. Der er utallige teorier om, hvad døden er, og hvad livet er. Hvad lever vi for? Hvad skal man prioritere – livet eller idealerne? Og hvad er livet værd, når døden venter lige uden for døren?

De Andre hiver alle problemstillingerne og de ubesvarede spørgsmål frem i lyset, vender og drejer dem med både humor, tragedie og dybe karakterer, der både præsenterer og twister de klassiske idealer gennem tankevækkende mono- og dialoger. Det er vores håb, at det vil lykkes at vise dem fra så mange vinkler som muligt - ikke kun den klassiske helts.

Baggrund

Hvorfor går mennesker i krig? Hvordan kan nogen få sig selv til at dræbe andre? Hvad sker der, når man mister nogen man elsker? Og hvordan kan man holde ud at leve med visheden om, at man kan dø når som helst?

Det er nogle af de spørgsmål, man stiller, når man sidder tre unge piger på en bogcafé i København og har besluttet at skrive et teaterstykke om krig. Måske er vi slet ikke kvalificerede til at svare på det. For selvfølgelig ved vi det ikke. Selvfølgelig er kun de mennesker, der har stået med geværet i hånden berettiget svare med andet end ”vi tror” og måske ikke engang dem.

Men vi prøver netop at svare med ”vi tror”. Vi prøver netop at give et bud på, hvordan det er at stå med et våben i hånden, et land i ryggen og et menneske foran sig. Vi ved det ikke, men vi prøver – at forstå, forsvare og menneskeliggøre både dem vi er uenige og enige med. Og hvordan skulle vi kunne gøre det andet end med kunsten?

I et meget smukt digt af Nis Petersen kan man finde linjen: ”Et tøvende måske fordi steg mod en håndfuld stjerner” Netop sådan et ”måske fordi” betragter vi vores stykke som.

Vores publikum kommer ikke til at tage noget for givet. Vi vil overraske med spring fra groteske, humoristiske indslag til intense scener med store følelser. Vores karakterer bevæger sig fra den ene ekstrem til den anden og assisteres af såvel hjemmelavet som kendt sang, lyrik og dans i alle genrer fra det melodramatiske over det rørende og videre til det parodierende. Vi frygter ikke ekstremerne – vi springer lige ud i dem. Men hører det ikke også ungdommen til at turde tage det spring? Satse alt og se om vi kan bære det? Vi stræber ikke bare efter at lave godt håndværk. Vi stræber efter at lave kunst.